Y E A H #1

Egentlig skulle der udkomme et indlæg med inspiration til andre fotoprojekter lige nu. Og det kommer, MEN jeg har ventet på at råbe noget højt siden oktober.  PR. 01 JANUAR HAR JEG EN 30 TIMERS ARBEJDSUGE! Et YEAH med tilbagevirkende kraft bevars, for selv velrenommerede  virksomheder kan åbenbart have lidt lang behandlingstid.

Og det er jo virkeligheden bare et lille pip – for det vigtig for mig, for følelsen af at få kvalitet i hverdagen, for følelsen af at se mine børn, for at få tid til at være mig og for at tid at give til min elskede mand. For andre? Ja måske, kun måske, et lille bevis på, at hvis man rent faktisk åbner munden, siger hvad man kan og vil, så er sandsynligheden SÅ meget større for at det lykkes.

Y E A H .

 

Fotoprojekt 2017

2 0 1 7 P R I O R I T E T no.2

Jeg vil fuldføre ét kreativt udviklende fotoprojekt.

Jeg har længe gerne villet i gang med et fotoprojekt. Jeg har savnet den kreative del af fotografiet, at tænke i
alternative kompositioner, se min verden på en ny måde og blive udfordret. For mig virker det godt, at have en
ramme eller en udfordring for at gøre dette. For at prioritere det og tvinge mig selv til at udfordre det sikre.

Jeg denne gang tænkt mig, at lade en anden bestemme mine emner denne
gang, nemlig Henry Carroll gennem hans Photo Journal med titlen ”Use This If You Want To Take Great Photographs”.

123 billeder over det næste år, som jeg printer og samler helt analog i bogen og som også bliver en del af bloggen her det næste år.

_

English recap

2 0 1 7 P R I O R I T Y no.2

To complete a creative photography project.

For a long time I wanted to start a new photography project. For 2017 i aim to fill my Photo Journal with the amazing title ”Use This If You Want To Take Great Photographs” by Henry Carroll.

I will print the pictures, put them in the journal and share them here on the blog.

JANUAR

Mit 2017 starter langsomt. Mørke aftener, under dynen med kloge ord og varm te. Den stilhed, som de mørke
timer giver er guld og samtidig glæder jeg uendeligt til de lyse dage.
2 0 1 7  P R I O R I T E T  no.1

Jeg vil nyde øjeblikkene før de bliver til minder.

Jeg gav mig selv Karen Pallisgaards bog Langsom livsstil, da min barsel lakkede mod enden og vi igen stod foran virkeligheden. Hverdagen med det tempo som er dikteret af samfundet og i lang tid har været accepteret og levet af os. Jeg ved det ikke fungerer for mig. Jeg har løbet, været målrettet, arbejdet længe og nydt det, fået opfyldt mit behov for anderkendelse – men jeg er helt ærlig ikke blevet lykkelig af det. Glad, men ikke lykkelig. Lykken kommer for mig i glimt. De glimt kommer med mine børns finurligheder, i et grin med min mand, i familiens tryghed og venners vidunderlige selskab. De kommer, når jeg alene krøller mig sammen og genoplader, fordyber mig eller har mit kamera i hænderne. Når jeg kan nyde øjeblikkene, være nærværende og trække vejret.

Jeg henter små fif og får bekræftet, at der er mange andre måder at leve livet på i Karen Pallisgaard inspirerende bog og
kombinerer det med en ny lille kalender, som jeg har alle intentioner om at udfylde over året. Min glimmerkalender. De små øjeblikke, ting og finurligheder, som giver glimmer i min hverdag.

[læs i øvrig mere om Karen Pallisgaard bog her, det kan varmt anbefales]

_

English recap

My start of 2017 has been slow. Dark night under the blankets combined with wise words and hot tea. The silence
of the dark is gold and at the same time I am looking forward to the energy of the brighter days to come.

2 0 1 7 P R I O R I T Y no.1

To enjoy the moments before they become memories.

To collect them I have started my own little glitter calendar. A collection of golden everyday moments which fills
my day with glitter.

2 0 1 6 

Det er lang tid siden jeg har været her. Livet er på mange måder kommet i vejen. Ikke på en dårlig måde, bare på den der opstart-efter-barsel måde, hvor vi i hvert fald lige har skullet finde ud af at være i en ny hverdag. Jeg tror ikke helt, vi har knækket koden endnu, men jeg kan mærke det kommer langsomt snigende.

Der har været alt alt ALT for mange tanker i 2016. En evig vekselvirkning mellem lykkeglimt skabt af mine mænd som fra i år tæller tre vidunderlige skabninger og evige analyser særligt rettet mod den sidst tilkomne, som i virkeligheden nok havde fortrukket at blive trygt i min mave i tre-fire måneder ekstra.

Jeg har stået op for mit eget værd arbejdsmæssigt og trådt tilbage til hvad jeg egentlig formodede var en fuser, men som jeg stille tror på vil udvikle sig, om ikke til et festfyrværkeri, så i hvert fald en solid base.

Og så har jeg en masse ideer til, hvad jeg egentlig gerne vil med det her rum. Nu skal der prioriteres og gøres klar. Mere om det i 2017.

Jeg har som mange andre fået Hella Joofs Papmaché-reglen i julegave og selvom jeg ikke har læst den færdig endnu, har jeg allerede en klar intention om at leve mit 2017 efter Glimmer-reglen. Taknemmelighed.

Og jeg har tænkt mig at starte med 2016, for ja der var mange minutter jeg gerne havde byttet. Men TAK! For vidunderlige kommentare fra min tre-årige, kys og kram i massevis, de uendelig mange smil fra min lille baby, som er bestemt, målrettet, gående, kravlende, snakkende, grinende (…og i virkeligheden på mange måde ikke så lille en baby mere), for at min mand og jeg stadig kan grine og kysse, for min søster – og min familie i øvrigt, for venner, for grin, for opbakning og de sødeste mennesker som har stået foran mit objektiv og været tilfreds med resultatet. Og for så meget mere.

Tak og glimmer på og op på kaminhylden.(Hella Joof)

The perosn who doesn’t make mistakes is unlikely to make anything .

Jeg ville så uendelig gerne kunne fylde en blog med fortællinger fra et liv med styr på tingene. Retning, afklaring og ro.

Men altså – det ville bare ikke rigtig være mit. Ikke lige nu. Den ene dag føles det som om det bliver ca. aldrig, at det kommer ske. Andre dage er der noget vidunderligt befriende over at være på vej mod noget, dage hvor tankerne kræser om en accept af, at det måske altid vil eller ligefrem skal være sådan.

Jeg har altid set med beundring (de gode dage) og misundelse (de knap så gode dage) på autentiske mennesker, som tør mene og gøre, som tør fejle og dermed også tør lykkes.

Jeg begynder langsomt, at få fornemmelsen af, hvordan det er at træde ud fra hjørnet. Derud, hvor andre kan høre hvad man siger, mener og drømmer. Hvor man giver sig selv så meget kredit, at man ikke bare står op for andre, men også for sig selv.

Ind imellem gør det ondt på en måde, så det er svært at trække vejret. Lidt som en chok tilstand – gjorde jeg virkelig det? Sagde jeg virkelig det? Men når luften igen kommer hele vejen ned i lungerne tager den et grin med op igen. JEG SAGDE DET! JEG GJORDE DET!

Jeg håber lidt, at det bliver bedre med tiden – at det bliver mindre svært at være autentisk og ærlig overfor sig selv. At det bliver lettere at acceptere, at derude midt på gulvet kan man fejle. Man bliver nød til at fejle. Derefter lærer man noget af den fejl og vigtigst af alt; man dør ikke af det, man er stadig elsket og måske en dag kan man grine af det.

At lande midt i sig selv .

Jeg har haft titusindevis af titler og blogindlæg klar i mit hovede de sidste 10 måneder. Titler, som ‘Sov mit barn, sov’, ‘Den nemme to’er?’, ‘Hvad et smil eller hunderede kan gøre’, ‘Pladespillere og oprejste babyer’, ‘Utilstrækkelig mortype’, ‘Den ubetingede glæde ved god nattesøvn’.

At det ikke er blevet til bare 100 indlæg endnu skyldes at bloggen her jo primært er tiltænkt de mange andre sider af mig. Jeg er mor med stort M. Jeg er også så meget andet.

Altså både og.

Det er uundgåeligt, at det ene influerer på det andet. Jeg er en anden nu end før jeg fik børn. Mine prioriteter har ændret sig. Jeg er blevet mere modig (eller forsøger at være det). Jeg sætter større krav til balancen i mit liv. Jeg er færdig med at spilde min og min families tid. Jeg øver mig i at lytte til mig selv.

Jeg forsøger i virkeligheden at gøre det, som jeg ønsker mine børn vil gøre med tiden. Det går godt, bedre – måske med undtagelse af ratioen mellem chokolade og grønsager, hvor jeg ikke selv er heeeeelt på det niveau jeg håndhæver og ønsker for mine børn. Men det kommer måske også i takt med at jeg lander.

Det er en proces. For mig og for skriverierne her.

Rubjerg Knude

Et af de der helt særlige steder. Et af de steder, hvor naturen synlig har bevist at den altid vil være os mennesker overlegen. Et af de steder, som tydeligt viser at tiden går og alting hele tiden forandre sig.

Jeg har været der igen og igen. Altid oplevet forandringerne og selv blevet vidunderligt lille. 

jaja architects nyfortolket fyrets historie på en virkelig fin måde. Se blandt andet deres video her

img_9976 img_9994 img_0039 img_0067 img_0028 img_0022 img_0060 img_0072 img_0109