Priviligeret alenetid

Fire timer. Hver vej.

At køre bil er på ingen måde min favorit beskæftigelse. Overhovedet ikke. Men jeg havde fire timer hver vej. Alene.

Alene. Inklusiv de føromtalte snacks, som kunne spises på lige præcis det tidspunkt jeg havde lyst til og ikke bare der, hvor to børn tilfældigvis sover eller bare er uopmærksomme.

Alene. Med tid til at tænke og til at lytte til andres reflekterede tanker om noget af det, som min hjerne fjernt kan huske den stadig interesserer sig for. Her må jeg lige råbe hurra for podcasts altså. Håbløst bagud – sikkert, men jeg er helt solgt til det medie. Jeg fyldte bilen med BYLYD, som laver podcast om arkitektur og byliv og som jeg havde fået anbefalet af min søster.

Alene. Med ro til at sætte oprigtig pris på den lave sol fra øst og siden vest. De vidunderlige brændte farver i landskabet. På en himmel, som var blå, hvid, rød, lilla og sort. Og masser af tid til at ærge sig over – i al den tid – at køre på en motorvej uden mulig for at dokumentere den utrolige foranderlighed over en dag.

Privilegiet er, at da jeg landede hjemme igen var jeg ikke alene.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *