Termin

IMG_5771_cut

Så nåede jeg den næste deadline. T E R M I N.

Jeg er vant til at arbejde benhårdt med deadlines, lave strukturer så de overholdes og dokumenterer både proces og resultat. Problemet er bare med den her slags deadlines – lillebror har ikke helt den samme øvelse og jeg har derfor (stadig) ingen fornemmelse af, om han har tænkt sig, at overholde den. Hvilket i øvrigt er helt okay og sikkert ganske sundt for en kvinde med lettere tendens til kontrolbehov som mig.

Jeg er ikke i tvivl om, at resultatet nok skal blive dokumenteret – om end jeg hører rygter om, at det andet barn, ikke bliver helt så gennemfotograferet som det første. Det er en helt anden diskussion. Lad mig sige det sådan, får vi kun taget halvdelen af den mængde billeder vi har taget af vores ældste søn, vil lillebror stadig godt kunne mindes sin barndom…!

Dokumentationen af processen – altså min graviditet og fine voksende mave – har dog været lidt mindre udtalt. Jeg kom hverken i denne eller min første graviditet fra start med et ugentlig billede af mavens udvikling. (Der findes ellers FINE eksempler på dem, som gør – se fx her). Det er ikke noget, jeg mangler fra min første graviditet – og det kommer jeg helt sikkert heller ikke til med denne. Til gengæld har jeg husket at få lavet et par nedslag – omkring de 10, 20, 30 og 40 uger ….ca. Det har været vigtigt for mig, at få et par billeder bare af mig, af maven og med storebror og far.

IMG_5539

De skal sættes sammen med et par ord om min graviditet – hvordan jeg har oplevet den, hvor aktiv en lille dreng han er allerede i maven og om hvordan hans storebror stolt fortæller alle, at han skal være netop storebror til lillebror, som er inde  i mors mave – og så gives til lillebror i en form for barnets bog. På sigt.

I august var det min skønne veninde Lise, som mere eller mindre tålmodigt ventede en lillebror – jeg fik lov at tage et par billeder af hende, maven og skønne storesøster Frida. Du kan se mit bud på fotografi af en smuk mave lige her.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *