Y E A H #3

Så står jeg her.

Med et rimelig godt CV, 7 års erfaring godt pakket ned i den imaginære rygsæk og egentlig ikke så forfærdelig meget andet. Jeg har sagt farvel til kollegaer, projekter og kantineordning, afleveret min computer og mit adgangskort. Jeg hører ikke længere til nogle steder, sådan rent professionelt. Endnu.

Det føles lidt, som da jeg for lidt for mange år siden, stod på en lille planke 134m over jordoverfladen og en overentusiastisk new zealænder skreg 3 . 2 . 1 . BUNGEEEEE. Jeg vidste jo inderste inde godt, at den elastik nok skulle holde mig i live. Alligevel føltes det et kort øjeblik ganske uovervejet og unødigt risikabelt. I dag, som jeg netop er gået ud af den så velkendte svingdør en sidste gang, hvisker min indre tryghedsnarkoman igen “er det nu klogt?”. Jeg råber et stort “selvfølgelig” tilbage.

Det er mærkeligt, vemodigt og godt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *